Kærlighedssang: Du kom med alt det, der var dig
Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!Jeg stormede ud og købte øl
ja, vinterens gamle, stive føl
for ud på grønne enge
og du blev varm og lys og fuld
og håret var det pure guld
som solen - skjult for længe.Og blomster åbnede sig og så
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.Vorherre selv bød ind til fest
og kyssede hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:
At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.
(Jens Rosendal 1981, vise om kærligheden fra Klodshanskaravanen)
Denne smukke sang, som er en af de mest sungne i hele Højskolesangbogen, handler om den stormende forelskelse. Den forelskelse, der føles som et berusende forår efter en tung vinter. Den forelskelse, der overbeviser os om, at kærligheden findes. Og ikke bare at den findes et sted derude, men at kærligheden er her og nu i vores eget liv.
Kærligheden er det tøbrud, der river det gamle og slidte med sig og bringer os ny og frisk livsenergi. Forfatteren beskriver i sangen kærligheden, som han selv oplevede den i forbindelse med en forelskelse.
Starflower
